Brænder du for at arbejde med motorer og mekanik? Eller har du blot lyst til at snuse til faget og se om det er noget for dig?
Vi samarbejder med flere motorværksteder, hvor dine planer kan blive til virkelighed – du kan f.eks. arbejde med amerikanerbiler eller på et go-cartcenter.
Du kan også komme i praktik på Erhvervsskolens eget motorværksted på Amager, hvor vi laver alt med biler og motorcykler – kobling, olieskift, bremseskift, undervogn og fjedre. Vi laver service på skolens egne biler og sørger for at de bliver klar til syn. Vores undervisere er mekanikere med flere år i branchen, og de kan støtte dig i at afprøve dine drømme indenfor metal og motorer.
På motorværkstedet er der plads til at stille spørgsmål og få instruktion til dine individuelle ideer, og du kan også arbejde med fælles projekter. Her kan du svejse, smede, bukke og bore og lære at arbejde med metal. Det er perfekt for dig, der kan lide at lave noget med dine hænder.
De praktikansvarlige på værkstedet kender til kravene på de tekniske skoler og hjælper med brobygning til automekanikeruddannelse, hvis du finder ud af, at du vil gå den vej.