Oasen - Dyr og natur

Oasen er et velegnet praktiksted for dig, der elsker dyr, natur og ro. Vi er beliggende i et stort dejligt fuglereservat, der ligger lige op af lufthavnens landingsbane. Så hvis du er interesseret i at se på fly, er dette også et oplagt sted. Der er naturskønne omgivelser overalt, så er foto din interesse, vil der også være mulighed for at tage nogle fine fotos af landskaber, sjældne fugle og dyr. Vi går meget op i dyrenes pasning og pleje, og at alle dyr er i hænder hver dag. Det gør, at de alle er meget tamme og kælne. Maria (lærer og indehaver) har redet i 25 år, trænet galopheste, tilredet heste og arbejdet med problemheste. Du vil derfor have mulighed for at få en basal viden om pasning af heste og horsemanship, samtidig med at du tilbydes egentlig rideundervisning. Du kan selvfølgelig også være med, når smeden, kiropraktoren eller dyrelægen kommer på besøg.

Vi har en lille begynderbane på stedet, hvor du kan lære lidt grundlæggende ridning og håndtering fra jorden, og vi har 10 min ned til en stor ridebane, hvor du kan få undervisning i dressur og spring. Om sommeren er der mulighed for at komme på skovtur på hesteryg eller i hestevogn, og man kan endda komme ud og bade med hestene. Vi har køkkenhave, urtehave og blomsterbede, som du kan hjælpe med at passe, og du kan få lov at være med til at bestemme, hvad der skal plantes af urter, bær, grøntsager eller blomster. Vi er meget fleksible med at tilpasse aktiviteter til, hvad der lige præcis passer til dig og din interesse, og vi tror på at små succeser er vejen frem. Vi har tavler i stald og køkken til de elever, der har brug for at kunne se deres skema ind i mellem. Vi holder jævnligt filmaftener, kører på udflugter (zoo, Knuthenborg, andre steder med heste og dyr) eller træner lidt i fitnesscenter. Vi går meget op i at styrke de sociale kompetencer og samarbejdsevner hos eleverne og forsøger at hjælpe til at få venskaber til at blomstre og styrke evnen til at rumme og hjælpe andre. Forløbet kan i bedste fald ende med en overgang til dyrepasser-uddannelsen eller forskellige job, hvor du har med dyr at gøre.

Dagligdagen i Oasen:

  • Dagsplanen gennemgåes- mulighed for morgenmad 
  • Dyrene fodres (ged, katte, høns, hund, kaniner og heste) 
  • Hestene strigles og sadles op 
  • Ridning og motionering af heste 
  • Hestene ordnes og lukkes på fold 
  • Undervisning og teori om dyrepasning (efter behov) 
  • Haven ordnes, der laves frokost og elever, der har brug for en pause sætter sig et roligt sted. 
  • Logbog skrives 
  • Fri kl. 14 eller efter aftale, fredag dog kl. 12.

Hestene (Seks heste) fodres med wrap og får vitaminer og vand. Kattene fodres, løftes og snakkes med. (seks meget tamme og kælne katte) Høns fodres og der samles æg. (Seks høns). Stalden fejes og boksene gøres klar til hestene kommer ind. Hestene strigles, rides, longeres eller køres med. Horsemanship øves på banen. Haven tjekkes for ukrudt og vandes.

Praktisk information:
Da vi stort set er ude i alt slags vejr, er det vigtigt med god påklædning, så du altid er varm og tør. Gummistøvler og regntøj er godt at have med. Vi har opbevaringsplads til tøjet, så du ikke behøver slæbe det frem og tilbage hver dag. Der er selvfølgelig også altid mulighed for at gå indenfor i huset og få en lille pause i løbet af dagen. Oasen sørger for morgenmad og frokost.